Jeg mistrives typisk med store selskaber, men i slutningen af marts deltog jeg i et, der blev afholdt i forbindelse med en prisuddeling, og det selskab blev en slags helle. Jeg var blandt andre, der kendte til at blive udsat for karaktermord og anden chikane, iværksat af den slags folk, der er så overbeviste om at være “på rette side af historien”. Dem, der er helt uberørte af tvivlens nådegave.
Den aften blev virkelig morsom og lærerig. Vore kampe var forskellige, men angriberne bruger jo samme metoder, om de hader på jøder, på dem, der råber gevalt om æreskultur eller på dem, der, som jeg, gør opmærksom på, at transideologen kommer med en pris for andre.
Målet for angriberne synes at være at få knægtet ytringsfriheden og berøvet folk deres levebrød. Som borger i et demokratisk land med et højt uddannelsesniveau undres jeg over, hvor mange, der har valgt at være på den galej.
Arrangementet fandt sted på toppen af det Berlingske Hus i Pilestræde, og det handlede om overrækkelsen af Fonsmarkprisen på 250.000 kr. – en pris, der gives til “markante stemmer og tænkere, som på afgørende vis har bidraget til den borgerlige idédebat.” Jeg var blandt de otte indstillede, men ikke blandt de tre nominerede.
Berlingskes læsere stod for afgørelsen, og prisen gik til den, jeg selv havde stemt på, Sofie Danneskiold-Samsøe, Ph.d. i antropologi, lektor på socialrådgiveruddannelsen ved Københavns Professionshøjskole og forsker i æresrelateret social kontrol og vold. Læs hendes takketale om, hvorledes det tabu, det er, at påpege et alvorligt problem, er et svigt ikke mindst fra forskerside:
“Tabuet ville ikke bekymre mig så meget, hvis konsekvenserne kun ramte mig. Men de rammer fagfolk i frontlinjen, som forsøger at løse reelle problemer uden forskningsbaserede redskaber. Og de rammer minoritetsborgere, der kæmper med normpres.” Citat slut.
Dorte Toft 