“Som sædvanlig hører man meget lidt fra skandinaviske feminister.”
Bemærkningen faldt på Facebook, og anledningen til udbrudet var en opfordring fra Amnesty Internationel til at deltage i en underskriftsindsamling som protest mod, at en iransk kvindelig advokat, Nasrin Sotoudeh, var blevet idømt 38 års fængsel og 148 piskeslag for at forsvare kvinders rettigheder.
Situationen er klassisk. Vi svigter. Feminister svigter – og ifølge mængden af gange, vi fortælles det, nok mere end nogen som helst anden gruppe.
Det har dog ikke skortet på protester fra feminister i relation til fængslingerne af Nasrin Sotoudeh. Desværre færdes manden, der efterlyste vores handling, ikke i et univers, hvor vi findes. Det samme gælder de andre mænd, der mødte op i tråden, hvoraf en mente, at skandinaviske feminister nærmest kun gider bekymre sig over Barbie-dukker.
Jeg tog “en gang mere for Prins Knud” med at forklare, at feminister i den grad råber op, når mørkemænd forsøger at undertrykke kvinder, men forgæves. Så jeg valgte en ny strategi, eller rettere gentog, hvad jeg gjorde i 2015. Til inspiration, hvad jeg skrev:
Vi erkender
“Nu skal jeg hjælpe jer lidt med viden om, i hvor høj grad feminister svigter. Det har jeg nemlig skrevet før, herunder i Politiken, så voila:
“Vi feminister svigter igen og igen. Vi pålægges via medier at være et evigt beredt ude- og hjemmeværn, men forgæves. Vi svigter de undertrykte kvinder i Saudi-Arabien og i andre fjerne stater. Vi svigter de brune kvinder i aarhusghettoen og svigter de muslimske mænd, der undertrykkes af muslimske normer. Feminister svigter også den kvinde, der slut shames, dvs. skældes ud grundet let påklædning eller lystig levevis. Og feministen går helt over stregen, når hun kalder en bimbo for en bimbo i stedet for at prise den kvindelige mangfoldighed.
Vi feminister svigter sosu’erne og arbejderkvinderne, fordi vi kun kerer os om vores egen fede pengepung. Vi svigter børnene, fordi vi placerer dem i koldhjertede pædagogers varetægt, og vi svigter de gamle.
Vi svigter ikke mindst mændene, og det på mindst 117 måder. En af dem er, at vi glemmer dem i debatten om kropsidealer. Hvordan skal en mand med kæk ølmave klare sig i konkurrencen med manden med en sixpack af en mave?
Alt ovenstående, minus grader af overdrivelser, har været udtrykt i respekterede store danske medier. Vi mangler kun plakaten fra de konservative med ’STOP FEMINAZIERNE’.”
Citat slut.
Hvad med jer selv?
Jeg fortsætter imidlertid således:
Men sorry. Jeg overså den med Barbiedukkerne, men var den ikke mest fremme i 90’erne?
Men please. Kom endelig i gang d’herrer med at kompensere for feministernes svigt. Det med at klage på Facebook og andre steder over, hvad de relativt få danske feminister ikke gør, rykker sgu ikke meget.
Der er masser af behov for hjælp, så skriv under på Amnestys opfordring til at få løsladt Nassrin Sotoudeh og på andre underskriftsindsamlinger, der skal presse mørkemænd. Der er også behov for hjælpsomme mænd på landets krisecentre, lige som der masser af behov for juridisk og anden rådgivning til udsatte, og der er slet, slet ikke nok feminister til at overkomme det, selv om de gør deres bedste ved siden af arbejdet. Lønnen vil så ligge i viden om, at I HAR forsøgt at gøre en forskel.”
Citat slut.
En afsluttende kommentar fra min hånd blev en link til mit indlæg i Politiken. At jeg ikke nøjedes med det skyldes, at der kun er fuld adgang for abonnenter.
Senest er det en 
Dorte Toft 