Det gælder typisk emner, der forsømmes i mediebilledet, for eksempel mediernes mangel på selvkritik. Og det gælder stof, der belyses så partisk eller fordomsfuldt, at informationsniveauet bliver for lavt.
Det fordomsfulde gælder ofte køn, og det partiske gælder især effekten af transideologien, som jeg har fulgt på nært hold i 4-5 år blandt andet ved at studere situationen i UK, USA og Canada.
De største danske medier, DR, TV2 og Politiken viderebringer stort set kun den ene side af sagen til borgerne – opfattelsen af, at lykken ligger for enden af “kønsskiftet”. De kerer sig ikke om dem, for hvem det ikke blev lykken, ej heller om fraværet af videnskabelig evidens for kønsskiftebehandlingen. Og de kerer sig heller ikke om prisen for kvinder og piger, når hensyn til mænd, der “føler” sig som kvinde, trumfer behovet for tryghed i sårbare situationer, såsom i omklædningsrum og kvindefængsler.
Samme mønster sås andre vestlige lande. Det betød, at kritik, selv fra venstrefløjen, kun kunne komme frem via højredrejede medier. Dog ses i udlandet en vis lysning, da ensidigheden kostede for troværdigheden. Der må også tilføjes, at sportsjournalister på de store medier – også i DK – har haft øje for, hvor unfair det er, når mænd, der “føler” sig som kvinder, stiller op i kvindesport på eliteniveau.
Jeg takker for den tillid, der fortsat vises mig, når nogen forsøger at få mig til at se nærmere på historier, der synes at være “for gode til at være sande”. Men det er slut. Jeg påtager mig ikke længere at grave efter “the smoking gun”. Tiden må prioriteres.
Men flere medier har nogle rigtig gode gravegrupper, så overvej at gå videre, men vær klar over, at for hver opgave, de tager op, har de måttet sige nej til mange andre. Tiden må prioriteres, også ud fra hvor vigtigt emnet er set i et større perspektiv.
Forsøg forinden at finde ud af, hvilken journalist der har stor eller en vis viden inden for området, det gælder, og tjek nogle af artiklerne fra den pågældendes hånd for at se kvaliteten. Søgemaskinen er din hjælper, og hvis for meget ligger bag betalingsmur, så gå på biblioteket, hvor du kan få adgang til at søge i mediernes samlede database, Infomedia.
Gør så selv dig selv og journalisten en stor tjeneste ved – INDEN du ringer op eller mailer for første gang – at have forberedt max. ét A4 ark med følgende indhold på telegram-vis: Hvilken branche/myndighed gælder det. Hvorfor lugter du røg – hvad er problemet? Hvor er ildstedet (firma/person). Hvem rammer problemet (mennesker, firmaer m.v.)? Hvad er konsekvenserne af, hvis problemet ikke ophører. Oplys om du vil stå frem med navns nævnelse. Oplys om andre stå frem med navns nævnelse. Og vedlæg en kortfattet tidsliste over væsentlige ting i forløbet. Måske kan du ikke “udfylde” alt, men så meget som muligt, og tilbyd straks ved første opkald at fremsende dette A4-ark plus listen over tidsforløb.
Og ja. Jeg forstår, at det ikke er så ligetil – at mit råd synes at være for virkelighedsfjernt for en kilde. At du er bange for, hvad der kan ske for dig og dine. At du måske har behov for at være helt sikker på at kunne stole på fortrolighed fra journalistens side, inden du fremsender noget nærmere. Men dit A4 ark vil så hjælpe dig til at holde dig til det allervigtigste, så du ikke ryger ud af tangenter, når du forsøger at “sælge” problemet til journalisten.
PS: Selv om køkkenet er lukket for opgaver udefra, blander jeg mig dog fortsat til tider i debatten, som det fremgår af “Artikler og debat”.
Det er ved at lykkes mig at “gå på pension”. Det hænder dog, at jeg stadig farer i tastaturet, og det hænder, at jeg holder et indlæg eller deltager i paneldebat, men ikke ofte.
Politiken, 15. maj 2015. Illustration: Mette Dreyer
“Som sædvanlig hører man meget lidt fra skandinaviske feminister.”
Bemærkningen faldt på Facebook, og anledningen til udbrudet var en opfordring fra Amnesty Internationel til at deltage i en underskriftsindsamling som protest mod, at en iransk kvindelig advokat, Nasrin Sotoudeh, var blevet idømt 38 års fængsel og 148 piskeslag for at forsvare kvinders rettigheder.
Situationen er klassisk. Vi svigter. Feminister svigter – og ifølge mængden af gange, vi fortælles det, nok mere end nogen som helst anden gruppe.
Det har dog ikke skortet på protester fra feminister i relation til fængslingerne af Nasrin Sotoudeh. Desværre færdes manden, der efterlyste vores handling, ikke i et univers, hvor vi findes. Det samme gælder de andre mænd, der mødte op i tråden, hvoraf en mente, at skandinaviske feminister nærmest kun gider bekymre sig over Barbie-dukker.
Jeg tog “en gang mere for Prins Knud” med at forklare, at feminister i den grad råber op, når mørkemænd forsøger at undertrykke kvinder, men forgæves. Så jeg valgte en ny strategi, eller rettere gentog, hvad jeg gjorde i 2015. Til inspiration, hvad jeg skrev:
Vi erkender
“Nu skal jeg hjælpe jer lidt med viden om, i hvor høj grad feminister svigter. Det har jeg nemlig skrevet før, herunder i Politiken, så voila:
“Vi feminister svigter igen og igen. Vi pålægges via medier at være et evigt beredt ude- og hjemmeværn, men forgæves. Vi svigter de undertrykte kvinder i Saudi-Arabien og i andre fjerne stater. Vi svigter de brune kvinder i aarhusghettoen og svigter de muslimske mænd, der undertrykkes af muslimske normer. Feminister svigter også den kvinde, der slut shames, dvs. skældes ud grundet let påklædning eller lystig levevis. Og feministen går helt over stregen, når hun kalder en bimbo for en bimbo i stedet for at prise den kvindelige mangfoldighed.
Vi feminister svigter sosu’erne og arbejderkvinderne, fordi vi kun kerer os om vores egen fede pengepung. Vi svigter børnene, fordi vi placerer dem i koldhjertede pædagogers varetægt, og vi svigter de gamle.
Vi svigter ikke mindst mændene, og det på mindst 117 måder. En af dem er, at vi glemmer dem i debatten om kropsidealer. Hvordan skal en mand med kæk ølmave klare sig i konkurrencen med manden med en sixpack af en mave?
Alt ovenstående, minus grader af overdrivelser, har været udtrykt i respekterede store danske medier. Vi mangler kun plakaten fra de konservative med ’STOP FEMINAZIERNE’.”
Citat slut.
Hvad med jer selv?
Jeg fortsætter imidlertid således:
Men sorry. Jeg overså den med Barbiedukkerne, men var den ikke mest fremme i 90’erne?
Men please. Kom endelig i gang d’herrer med at kompensere for feministernes svigt. Det med at klage på Facebook og andre steder over, hvad de relativt få danske feminister ikke gør, rykker sgu ikke meget.
Der er masser af behov for hjælp, så skriv under på Amnestys opfordring til at få løsladt Nassrin Sotoudeh og på andre underskriftsindsamlinger, der skal presse mørkemænd. Der er også behov for hjælpsomme mænd på landets krisecentre, lige som der masser af behov for juridisk og anden rådgivning til udsatte, og der er slet, slet ikke nok feminister til at overkomme det, selv om de gør deres bedste ved siden af arbejdet. Lønnen vil så ligge i viden om, at I HAR forsøgt at gøre en forskel.”
Citat slut.
En afsluttende kommentar fra min hånd blev en link til mit indlæg i Politiken. At jeg ikke nøjedes med det skyldes, at der kun er fuld adgang for abonnenter.
Min dåbsattest signalerer, at det for længst er blevet tid til at lægge arbejdet fra mig, men nej. Jeg trives med at arbejde, med hele tiden at blive klogere, og lige nu arbejder jeg på en større artikel om fup og fakta i relation til de selvkørende biler, og sparker nu lidt liv i denne blog.
Skattefar er dog skuffet, for også jeg rammes af, at medierne i høj grad foretrækker gratis stof. F.eks. ophørte min faste månedlige, betalte leverance til Politiken i foråret, men avisen er såmænd stadig åben for stof fra min hånd. Gælder det gratis stof, så foretrækker jeg dog oftest at levere det til POV International, som jeg på sin vis er medejer af, ligesom knap 70 andre skribenter. Det medie er uden betalingsmur.
Senest er det en anmeldelse af bogen “Kan trold tæmmes?”, og det handler om chikanen på nettet. Svaret er nej, men man blive klogere på, hvad der driver disse trolde, og bogen rummer råd til, hvorledes man kan blive bedre til at begrænse deres hærgen.
Min forrige artikel hos POV handlede om teknologiudviklingen, der muliggør forfalskning af videoer og stemmer på skræmmende god vis. Slutresultatet kaldes Deep Fakes.
Og hvad ellers? Jo på Folkemødet tidligere i juni blev det til en debat om “Kunstig intelligens og ægte mennesker” og til en afklapsning af danske medier i relation til kønsdebatten. Med var selvfølgelig undersøgelsen, der viste, at syv af ni store danske medier valgte at dele dobbelt så meget negativt som positivt om #Metoo på Facebook – altså i Danmarks største forsamlingshus.
Senest er det en 
Dorte Toft 